Hvad er frimureri?
"Personlig og åndelig udvikling gennem et sindrigt system af ritualer og symboler – at gøre gode mænd bedre!" kunne være et svar på spørgsmålet "hvad er frimureri", men uanset hvor hårdt vi anstrenger os for en præcis definition, så vil den enkelte broders oplevelser og dermed udbytte altid være forskelligt.
Vi har derfor valgt at komme med en række citater fra brødre, for på den måde at give et indtryk af, hvad frimureri er, og hvad frimureriet giver den enkelte broder.
Når man taler om frimureri, så kommer vi ikke uden om ritualerne og symbolerne, som vi skrevet mere om nederst på siden.
"Frimureriet har givet mig mange oplevelser og erkendelser at arbejde med. Det er vigtigt også at fremhæve, at jeg selv bidrager aktivt i logen. Frimureri handler ikke kun om at modtage, men også om at give og det kan vi alle, uanset vores stilling i det profane."
"Et sted, hvor du kan komme og lytte, men også et sted, hvor du kan dele dine tanker."
"Hvor finder man ellers et sted, hvor man kan snakke om dybe og store ting med andre, der har de samme interesser? I hvert fald ikke i håndboldklubben eller partiforeningen."
"Hvis du kun vil lave socialt arbejde og gøre noget for andre, så er der sikkert mange andre steder, hvor du kan gøre en større forskel end som frimurer. Vi arbejder med gavmildhed og næstekærlighed, men frimureriet er meget mere end det. Her arbejder vi med at forædle mennesker ikke blot ved at gøre noget for andre, men også ved at forbedre os selv."
"Hvis du tror, vi er ved at ændre verdensordenen – så er du for sent på den! Det har vi allerede gjort for over 100 år siden. Det hedder "de vestlige demokratiske samfund" og vi var ikke alene om at gøre det, men vi var dem, der så bedst ud, mens vi gjorde det!"
"Frimureriet handler om at blive og være et bedre menneske. Ikke et bedre menneske end andre, men et bedre menneske end du ellers ville have været."
"Udover arbejdet med at forbedre sig selv rummer frimureriet en bred vifte af ting: menneskelige værdier, historie, filosofi, heraldik, broderskab, gavmildhed, frivilligt arbejde, kunst, musik og ikke mindst samvær."
"Frimureriet handler om livsglæde og livskvalitet. Vi koncentrerer os om det, der samler midt i en forvirret og fortumlet verden. Frimureriet er en træning i at leve op til de menneskelige værdier, vi tror på."
"Hvis du leder efter forretningskontakter og networking – så er du gået forkert. Hvis du alligevel møder en, der giver dig en god handel, så kan du være sikker på, at det ikke er fordi, du er medlem, men fordi ham du handler med, er et ordentligt menneske."
"Alle mennesker ved som regel godt, hvad der er det rigtige at gøre i næsten alle situationer. Nogle gange har man bare brug for et skub i ryggen og nogen at dele tankene med."
Frimurer ritualer, symboler og håndtryk
Når vi taler om spørgsmålet "hvad er frimureri?" vil snakken uundgåeligt også kommer ind over spørgsmålet frimurer ritualer, symboler og håndtryk.
Frimureriet bygger på nogle meget gamle og smukke ritualer, der kan opleves i forskellige variationer. Der er dog på tværs af de forskellige ritualer og systemer, en rød tråd gennem alle ritualerne. En rød tråd der gennem oplevelser, sindbilleder og symboler, taler til mennesket på en sådan måde, at det nærmest er uundgåeligt at udvikle sig menneskeligt og åndeligt. Hvor hurtigt man udvikler sig afhænger af den enkelte, hvilket er noget af det smukke ved ritualerne og symbolerne. Der er mange tilgange til at forstå ritualerne og symbolerne. Nogle graver sig ned i litteratur og andre forsøger at opnå en forståelse gennem indre refleksion. Men uanset hvordan man forsøger at opnå forståelse for symbolerne og ritualerne, så er det afgørende at man kontinuerligt oplever ritualerne i logen.
Så hvad består ritualerne og symbolerne i?
Ja, det er jo faktisk det eneste spørgsmål vi ikke kan svare på, og det vil også ødelægge den oplevelse hver grad giver os, hvis vi på forhånd røbede indholdet i ritualerne for den enkelte grad. Vi kan dog på det varmeste anbefale at man deltager i ét af vores informationsmøder, hvor man på egen hånd vil få et indtryk af de rammer vi afholder ritualerne i, og se en del af de symboler vi arbejder med. Og du vil også få rig mulighed for at stille alle de spørgsmål du måtte have.