Husk hvad det er at være menneske

Af br. Kim Valkær, III, DGP

Ærværdige mester, ærværdige forbundsmester andre mestre og samtlige mine brødre, og ikke mindst til dig min broder Flemming, velkommen.

Du sidder sikkert og fundere over din nye frimureriske vandring, og der forstår jeg dig fuldt ud. Dette er den mest vidende grad, så sæt dig i selen, og vær beredt på ny viden i rigelige mængder.

Under din befordring / vandring til 2. grad, bliver du stillet overfor et spejl, med den citerede indskrift på det gamle Grækenlands Apollotempel ”Kend dig selv”

Citatet er et udtryk for hvad frimurerordenen ønsker, vi skal forstå, opnå og tilegne os, af handlemønstre og ageren over for vore medmennesker, med hjælp af ritualer og symboler, som arbejdsredskaber.

Jeg ved alt for godt med mig selv, at ved at håndtere et værktøj, så falder det fra tid til anden ud af hånden, og her kan jeg bruge spejlet, ikke til at finde værktøjet, men for bedre at se mine egne fejltrin, så jeg kan lære af mine fejl og gøre det godt igen, og bedre næste gang.

Spejlet, der giver det skinbarlige billede, af hvert individ der kigger i det. Kan selv tydeligt se hvor grundigt der er arbejdet med vinklen og passeren i opførelser, handling og behandling af andre mennesker, både tæt på og personer i periferien.

Over indgangen til Åbo kirke i Finland er der skrevet ”Du, som træder ind her, husk, hvad det er at være menneske”. Personligt vil jeg aldrig nå inden for døren, da det vil tage mig år, at tænke det spørgsmål til ende.

I dine 3 vandringer, blev der spillet forskellige musikstykker, der hver havde et forskelligt tempo, som et billede på barndom, ungdom og alderdom. Der er dom i hvert af de 3 alderstrin, men er vi dømt til at skal leve i dem alle? Nogle ønsker ikke at give slip i barnet, og bringer barnet indeni hele vejen gennem livet. Andre hader den forbandede ungdom, fortrænger den tid i livet og ser længselsfuldt mod voksenlivet. En 3. gruppe går fra barndom til voksen, på forskellig grundlag, hvor der mangler et voksent kærligt bagland, til at håndtere voksne udfordringer.

Med dine 3 vandringer, som kan sidestilles med en rejse. Som H. C. Andersen skrev, ”at rejse er at leve”. Jeg ønsker dig en fortsat god frimurerisk rejse her fra. Lev livet med omtanke, med hjælp fra vinklen og passeren.

Uddrag fra svende katekismen
Spejlets symbol skulle bringe dig/ jer til at undersøge, hvilken indflydelse den lære, der meddeltes jer i første grad, har haft på jeres tænkemåde.

Gid spejlets lære: – Kend dig selv! – må præge sig i jeres erindring og bære frugt!

Husk, at efter vor mureriske overbevisning er selverkendelse begyndelsen til visdom; – thi al menneskets dannelse består i en bevidst udvikling af hans evner; – men hvorledes skulle en sådan være mulig uden en samvittighedsfuld og indgående undersøgelse af, hvad han er og har, og hvad han mangler?

Derfor kalder vi tillige den rette selverkendelse for visdommens ende, fordi en mand aldrig ophører, eller skal ophøre, at lære og at dannes.

Ret derfor, på alle livets veje, jeres fulde opmærksomhed mod dit/ jeres eget indre, men bedøm ikke dig/ jer selv og dit/ jeres menneskelige værd efter det ydre resultat af jeres handlinger, men efter din/ jeres tænkemådes renhed og klarhed. Hæft uforstyrret dit/ jeres blik på målet for vor jordiske bestemmelse, så at du/ I forstår og bruger Guddommens store gave – den jordiske tilværelse – i hele sin fylde og herlighed.

Din/ Jeres vandring blev ledsaget af opmuntrende sang og var meget forskellig fra lærlingevandringen. Mennesket er hjælpeløst, som det kommer fra naturens hånd, dets øjne er lukkede for sandheden, og ved hvert skridt er det udsat for at blive bytte for fordomme, fejltagelser og lidenskaber.

Men et fast forsæt om det gode, renhed i sindet og forbundet med gode mennesker, styrker ham i kampen for dyden, og lader ham se målet – og ved trofaste venners hånd kan han med glæde fortsætte sin rejse gennem jordelivet. Under din/ jeres vandring blev I gjort opmærksomme på ære og ret, sandhed og skønhed, venskab og broderkærlighed; – thi frimureriets mål er just dette: – At forstå, uddanne og styrke menneskets åndelige værdighed.

Derfor er en stærk æresfølelse en murers hellige pligt, og han skal handle således, at han, hverken overfor sin egen samvittighed eller i andres øjne, sætter sin ære til. Men han skal lige så fuldt ære sine medmenneskers værdighed, og derfor må ret og retfærdighed stedse være ham hellige. Da urenhed og usandhed ikke kunne forenes med menneskets indre værdighed, så skal mureren i alle forhold give sandheden æren og uophørligt stræbe derefter.

Den sande, rene, ædle skønhed er os ikke mindre hellig, og vi tænker herved på den skønhed, som åbenbarer sig i naturen, kunsten og menneskelivet; – thi vi vil ikke blot uddanne den forstandsmæssige side af menneskeånden også følelsen og hjertet, til hvilke skønheden taler så stærkt, må uddannes og udfoldes efter deres ædle bestemmelse.

Den hele natur, den prægtige stjernehimmel, markens blomstertæppe, det med os beslægtede dyrerige, og menneskesjælen, der ikke kender nogen jordisk grænse for sin virksomhed, – de rummer en umådelig rigdom af skønt, ophøjet og vist – og udgør en uudtømmelig kilde til den ædleste fornøjelse for den opmærksomme iagttager.

Men for den vise, er denne fornøjelse ikke blot nydelse eller et formål, men et middel, en velsignet gave, som lindrer og forsøder jordelivets smerter og den møje, der er forbundet med at gøre sin pligt.

At forfine og forædle sin følelse for det skønne og ophøjede er en pligt for ethvert menneske, der har anlæg og lejlighed dertil.

Denne forædling er så eget mere påkrævet, som skønhedsfølelsen også har indflydelse på vor tænkemåde, idet den bevirker, at det sædeligt gode kommer til at behage os som den højeste skønhed.

Men da alle mennesker ikke i lige grad kan blive delagtige i denne udvikling af skønhedsfølelsen, så vil ingen sand frimurer ringeagte en broder, der står tilbage i denne henseende men i øvrigt samvittighedsfuldt opfylder sin murerpligt.

Med dette for øje og at kende dine mureriske værktøjer, kan det profane liv opleves mindre problemfyldt.

Virkelighedens situation, hvor du møder et menneske, som agere faretruende i situationen, skal du bruge værktøjerne rigtigt, og gribe til besindelse og udvise overskud, som dit medmenneske ikke besidder i øjeblikket, ved at lade være med at agere, så situationen optrappes.

Svendegraden er den mest vidende grad, men det er op til dig at søge den viden, og dine brødre vil hjælpe dig, hvis du selv er opsøgende. Svendegraden er her, hvor du skal bruge den selvindsigt du har fundet i lærlingegraden, til at binde tættere bånd til dine brødre og knytte et dybere sammenværd til familie, venner og brødre.

Skriv et svar