Instruktion af Benjamin Smiszek
Afholdt i De Gamle Pligter, I. grad, den 2. september 2020.

Ærværdige Mester, Samtlige mine brødre.

Hvor er det dog dejlig at være tilbage. Jeg har tænkt meget på jer og Frimureriet i den forgangende tid og har haft mange emner oppe at vende i forbindelse med den seneste tids udfordinger og forandringer.
Det absolut mest positive ved den forgangende tid, er at der har været stille og tid til fordybelse.

Min instruktion har overskriften, Frimureri og Forandringer i Br. Henrys fodspor.
Selvom det ikke er det første man tænker på, her i huset er forandringer, da det meste helst skal gøres som det plejer, for ikke at miste sin betydning og indhold. Eller skal det?

En af mine absolut favorit Brødre er, Henry Ford. Han formåede at give de fleste mulighed for at købe og køre bil. Lad mig citere fra hans selv-biografi:

VI STÅR endnu kun ved begyndelsen af vort lands udvikling – på trods af al vores snak om vidunderlige fremskridt har vi endnu kun skåret den første plovfure. Ganske vist har fremskridtet været vidunderligt nok i og for sig – men når vi sammenligner det, vi har gjort, med hvad der endnu står tilbage at gøre, så er vi ikke nået synderlig langt. Når vi tænker på, at der alene til at pløje jorden bruges mere kraft end i alle landets fabrikker tilsammen, så får vi en anelse om, hvor mange muligheder fremtiden rummer. Og netop nu, hvor så mange lande i denne verden er i oprør, og hvor der overalt hersker en så stor utryghed, er der al mulig anledning til at bringe et eller andet i forslag angående, hvad der endnu kan udrettes, set i lyset af det, der allerede er udrettet.

Når der tales om forøget kraft, maskineri og industri, ser man for sig et billede af en kold, metallisk verden, i hvilken træerne, blomsterne, fuglene og de grønne marker vil fordrives af mægtige fabrikker, og det vil se ud, som om vi vil få en verden, der består af metal- og menneskemaskiner. Men heri er jeg aldeles ikke enig.

Ford påstår ikke at forandring skulle til for en hver pris, men at tilpasning var en nødvendighed.
Jeg kommer tilbage til Ford senere.

For at sætte scenen og give jer et billede, vil jeg påstår følgende:
Vores Grundlæggende Broder Schröder, valgte at omskrive Ritualer, så det vi arbejder efter i dag er en videreudvikling, det kan være vi bilder os ind at det har været på samme måde de sidste 99 år, siden vores loges start. Men startede vi ikke med et tysk rituale, som så bleve tilrettet og da vi valgte at indgå en aftale i dette hus, med den danske frimurer orden, tilpassede vi så ikke igen?

Der står pudsige ting i vores Rituale, når vi under logens lukning skal betænke de nødlidende, står her “OM kan lade de musikalske brødre foredrage nogle vers af sangen for de nødlidende”, mens fattigbøssen går rundt.
Jeg har ikke kunne finde denne sang i vores sanghæfte og vi bruger ikke en bøsse til indsamling.

Vi som brødre og broderskab har overlevet mange ting og vi overlever også den situation vi står i idag. Jeg vil på ingenmåde drage paralleller, men så alligevel.
Jeg har lige afsluttet en bog, der handler om en ung frimurer under 2. verdenskrig, hvor man må mødes på andre måder, så finder man løsninger, så indholdet i Frimureriet ikke udvaskes. Men forbliver holdt i hævd, til den dag man kan finde tilbage til den oprindelige form.

Det der gav mig disse tanker, var en snak med en broder fra en loge i DDFO, som jeg ville invitere til en logeaften hos os. Han sagde at det måtte han ikke på nuværende tidspunkt, da de som brødre i hans loge var blevet bedt om ikke at besøge andre loger.
Det er for mig nok mere hæmmende end at vi ikke må holde hinanden i hånden når vi danner kæde eller må synge. Da vi nu mere end nogensiden før, er brødre i ånden og ikke må mødes på tværs.
At vi stadig kan og må mødes, må tælle højere end at vi må foretage tilretninger af ritualerne og ikke som tidligere har måtte skjule os.

Tilbage til Ford.
Som andre brødre var han rebel og fritænker.
Tidligt i Karrieren troede man ikke på Ford, man kunne ikke forstå hvorfor man skulle udvikle noget så vildt at man ikke kunne se hvorfor man skulle udvikle noget bare til person-transport, her havde man jo hestevogne, men til landbrug i stedet for okser gav det mening: Alle de kloge hoveder havde afgørende beviser for, at motoren ikke kunne konkurrere med damp, og mente, at den aldrig kunne trænge igennem. Sådan handler kloge hoveder altid: De er så kloge og så praktiske, at de altid præcist ved, hvorfor et eller andet ikke lader sig gøre; de ved altid, hvad der er til hinder derfor. Derfor benytter jeg aldrig en “af alle anerkendt” ekspert. Hvis jeg nogensinde skulle ønske at slå oppositionen til jorden med mindre fine midler, så ville jeg udstyre den med eksperter: de ville nemlig have så mange gode råd at give at jeg kunne være sikker på, at de ville gøre meget lidt gavn.
Se dette citat er over 100 år gammelt og ligeså aktuelt i bare den nære fortid.

Han siger også:
Der en ingen fornuftig grund til, at den mand, som er villig til at arbejde, ikke skulle kunne få arbejde og fulgt vederlag for dette. Der er heller ingen grund til, at en mand, som kan, men ikke vil arbejde, ikke skulle have fuld frihed til at dø af sult. Vi kommer ingen vegne, hvis vi alene af den grund, at der er nogle, som får mere, end de fortjener – holder på, at alle skal have det.

Hvorfor står jeg så og snakker om en udvikling der er har fundet sted for mere end 100 år siden? Fordi en udvikling der sker af nød eller af nødvendighed også altid fører noget positivt med sig.
Men i min søgen efter beviser for at der altid er modstand mod forandring faldt jeg over flere interessante ting. Dels at i mange af de store udviklinger i verden, har der stået en Broder bag. Så om vi som nogen burde vi kunne håndtere udvikling og forandring, uden at miste det essentielle.
Det havde nok for 100 år siden været utænkeligt at vi her i huset, brugte elektrisk lys til arbejdet, musik fra CD eller iPad. Teleslynger til hørerapparater, elektronisk indtjekning i huset, samt Mobile-pay.
Jeg skal gemme denne instruktion et sted de næste 30 år og, så kan vi tænke over denne betragtning senere.
Vi er Brødre selvom, vi ikke må kramme, holde i hånden eller synge sammen.

Jeg har samlet en del flere betragtninger fra Ford, som jeg finder givtige i dag. Dog finder jeg det pudsigt at selv den fremsynede Ford kan tage fejl. Han mente at damp er ganske fint til processer, forbrændingsmotoren en nødvendighed for biler, da el og akkumulatorer aldrig vil blive gode nok til person transport. Men mest af alt pga. de korte afstande man vil kunne akkumulere.
Men Fords arbejds-modeller var meget fremsynede; Han sagde blandt andet.

Næsten alle disse forskellige indretninger havde jeg planlagt i forvejen; på den måde har jeg altid arbejdet. Jeg tegner en plan og udarbejder hver detalje i den, før jeg begynder at bygge. Gør man ikke det, spilder man en masse tid med at skulle lave ændringer, efterhånden som arbejdet skrider frem, og den færdige vare vil mangle harmoni; der vil ikke være det rette forhold mellem de enkelte dele. Der er mange opfindere, som ikke når deres mål, fordi de ikke skelner imellem planlægning og eksperiment.

og også en jeg finder meget aktuel her hos os:

Når vi arbejder, så skal vi arbejde; når morer os skal vi more os. Men der er ingen mening i at blande de to ting sammen. Det, man skal have frem, er alene at få arbejdet gjort og så få sin betaling for det. Når så arbejdet er gjort, kan man more sig, men heller ikke før.

Og,

Vi har brug for folk, som kan skabe en “arbejdstegning” for alt, hvad der er ret, godt og attråværdigt i livet.

Ford havde en utrolig visionær måde at drive virksomhed på. Man endte med at lave det man var god til, gjorde hierakiet meget fladt og kommer til at tænke på os her i logen, vi er alle ens. klæder os ens og er lige meget vær.
Af praktiske årsager giver vi ordet til en broder, så logen kan blive ført i ro og orden. Hertil roller, så der er en fornuftig dialog og rolle fordeling. Når vi antager nye brødre i Logen, gør vi som Ford og bliver ofte overraskede over hvorledes en ny broder udvikler sig. Ford siger;

Jeg har aldrig truffet nogen, som aldeles ingenting duede til. Der er altid noget ved en mand – når han får en chance, og det er grunden til, at vi ikke bryder os det ringeste om en mands “fortid” – det er ikke mandes livshistorie, vi antager men ham selv.

Jeg ved med sikkerhed at vi nok skal overkomme den kommende tid. Dog vil den blive anderledes, jeg ser frem til hvilke af de ændringer vi foretager, som vi vil tage med os videre i fremtiden.

Tak mine brødre.